Mine Læsere, jeg vil ikke narre jer til at læse noget, som Isenere skulde fortryde. Her er en Historie, som ikke har nogenanden Fortjeneste end en ganske udmærket Moral.
Men der var for hundrede Aar siden og er maaske endnu iAmsterdam en Familie, som, skønt den var borgerlig, i Hæderlighedog Retsindighed overgik alle andre. Da det havde væretsaaledes i mange Aar og det lod til, at deres store Retsindighedgik i Arv fra Fader til Søn, var det snart over hele Landet eetog det samme at være af Familien de Cats og at være en udmærketMand. De havde de højeste Embeder, baade gejstlige ogverdslige, og det var efter hele Folkets Ønske, thi det var ikkealene for Hæderlighed, de var bekendte, de var dygtige Folk,de var kloge og kraftige og meget rige.
Men paa samme Tid var der en stor Ulykke, som blev vedat følge Familien de Cats og som de aldrig kunde holde op atsørge over, thi de havde altid imellem sig een, der var lige saalidt agtværdig som den øvrige Familie var agtet, netop det mankalder et sort Faar i en Familie, og det var sørgeligere og mereforunderligt i denne Familie end i nogen anden. Endskønt alleForældre i Familien med Tanken paa denne tunge Skæbne gjordehvad de kunde for at opdrage deres Børn til sande de Catser,kunde de dog ikke undgaa den, thi næppe døde en af deresgamle Syndere, og de var af med dem og drog Vejret lettere,saa viste det sig, at der var een af deres unge parat til at tageArven efter ham.
Naar de saa tilbage over deres Historie, som de holdt optegnetog alle blev nøje oplærte i, saa maatte de, ved Siden afalle de udmærkede Navne paa værdige Borgere og fromme ogmyndige Biskopper og Borgmestre og hæderkronede Koner ogMødre, de fandt i den, se et sørgeligt Register af Navne paa storeSlyngler. De, der huskede det, kunde fortælle om den gamleJeremias de Cats, der endte som Sørøver, Adrian de Cats, somfor Resten var en Pryd for det amsterdamske Selskab, men omhvem det kom frem, at han havde en Kone i Utrecht og en iHaarlem foruden sin Frue i Amsterdam og to i Udlandet, Corneliusde Cats, som endnu bliver nævnet, naar man vil skældeen anden ud for en rigtig Gnier, Petrus, Biskoppens Søn, somikke kunde holde sig fra Spil og Væddemaal, men spilledeZeven-Eleffe med Meïr Goldsmet fra Lissabon og lovede at gaaover til Jødedommen, hvis han tabte, og som for at betale enanden Spillegæld i sin Faders Navn solgte alle de malede Ruderi St. Bavokirken i Haarlem, og Jonas, som i Hidsighed slog sinBroder ihjel og Øjet ud paa Admiral Dudok de Wit og maatteflygte ud af Landet.
Og mens de nu satte al deres Kraft ind paa at opdrage deresunge Sønner, saaledes at disse Ulykker kunde undgaas, ramteden værste Ulykke dem dér, hvor de mindst ventede det, thiAmalia de Cats, som var den dejligste Pige i Amsterdam, rejsteen smuk Sommermorgen ud af Byen med sin Syngelærer ogblev borte. Fra den Dag af nævnede de ikke hendes Navn.(Skønt hun senere giftede sig Penge til med en rig Slavehandler ogboede paa Java. Dengang hendes Nevø, den unge Petrus de Cats,skulde oplæres i Købmandskab og fulgte sin Faders Skib derud,gjorde hun en stor Middag for ham, der ikke vidste, hvordanhan skulde føre sig op derved; han var meget forlegen ved Tankenpaa, hvad de vilde sige hjemme, da hun med stor Stolthedog Bevægelse udbragte hans og sin Families Skaal ved Bordet,ligesom der aldrig havde været det ringeste imellem dem, ogomfavnede og kyssede ham.)
Ved hendes Død troede de at have Fred og blev alle megetangst ved det, da deres mest