i trediveårsalderen
Dramaet "Catilina", det arbejde, hvormed jeg betrådteforfatter-banen, er skrevet i Vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvendeår.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter aterhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gåop til student-eksamen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen,opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig,—alt dettegreb mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længebagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte tilMagyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud iden retfærdige kamp mod "tyrannerne"; jeg skrev en lang række sonettertil kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordringom at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sinhær, at rykke; brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg nufor tiden, i modsætning til dengang, betviler at mine vingede opråbvilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes ellerSkandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenformanuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra vedmere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtningeroverensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertidikke,—hverken fra venner eller ikke-venner,—indbragte migandet end det tvilsomme udbytte, af de første at hilses som anlagt fordet ufrivillig morsomme, medens andre fandt det i højeste mådepåfaldende at et ungt menneske i min underordnede stilling kunde givesig af med at drøfte ting, som end ikke de selv dristede sig til at havenogen mening om. Jeg skylder sandheden at tilføje at min optræden, iforskellige forholde, heller ikke berettigede til synderligt håb